Sangbøger

Her kan du se en kort beskrivelse af mine tre sangbøger: Flyv lille fugl, Aftensange til de mindste og Mine Kirkesange. Du bestiller sangbøgerne ved at sende en mail til ulla@toneleg.dk. Hvis du vil se en oversigt over alle mine sange, inkl. dem der er udgivet via FDF og Dansk Sang, skal du gå ind under SANGE - her finder du også sange der ikke er udgivet endnu.


Flyv lille fugl

I juni 2016 udkom min nyeste sangbog Flyv lille fugl.  Her finder du fagtesange, bevægelsessange, aftensange, kirkerytmiksange og sange der kilder. I hæftet er der både er sange til det helt lille barn - og sange til dem der er i fuld gang med at folde vingerne ud og vokse sig store. 

Bagerst i bogen finder du ideer til hvordan sangene kan bruges. Tekster og melodier er af Ulla Schejbel Nielsen, og illustrationerne til sangbogen er lavet af Signe Schejbel Nielsen, Katrine Schejbel Nielsen og Nikolaj Schejbel Nielsen. Sangbogen er på 32 sider og koster 50,- kr. Skal du bruge sangbøger som undervisningsmateriale kan du købe 5 stk. for 210,- kr. 

Flyv lille fugl kan også lånes på biblioteket, den skal blot bestilles hjem.


Aftensange til de mindste

Jeg vil plukke en stjerne, Månemanden og Drømmeland er blandt sangene i sangbogen Aftensange til de mindste. Sangene byder på prinser, prinsesser, søde dyr og sovebamser - og tager som godnatsange barnet med ind i drømmeland. De 10 aftensange er skrevet til de mindste - og til hver enkelt sang hører en flot illustration tegnet af Nina Ryberg Iversen. 

Tekster og melodier er af Ulla Schejbel Nielsen. Sangbogen er på 24 sider og koster 40,- kr. Aftensange til de mindste er udgivet i juni 2009. 

Aftensange til de mindste kan også lånes på biblioteket, den skal blot bestilles hjem. 


Mine kirkesange

Ta' med ud at sejle med Noas ark eller gem dig sammen med Jonas i hvalen. I Mine kirkesange finder du en række sange og vers som er skrevet til de mindste og deres forældre. Sangene egner sig til brug i kirkernes legestuer og til rytmik og babysalmesang.

De udførlige beskrivelser af ideer til fagter mv. gør det let at komme i gang med sangene, og de kan samtidig hjælpe forældrene til at huske sange og lege - også når barnet måske en dag selv finder hæftet frem, kigger på tegningerne og siger: "Se, det er mine kirkesange - kom vi skal synge..."

En del af sangene som f.eks. Gemmesang, Regnbuens farver, Solens sang og En sæbeboble flyver op mod himlen, kan sagtens bruges i ikke kirkeligt regi, som på musikskoler og i andre musikalske legestuer.  

Tekster og melodier er af Ulla Schejbel Nielsen, og illustrationerne til sangbogen er lavet af Nina Ryberg Iversen. Mine Kirkesange er udgivet i juni 2008. Sangbogen er på 32 sider og koster 50,- kr. Skal du bruge sangbøger som undervisningsmateriale, kan du købe 5 stk. for 210,- kr.

Mine Kirkesange kan også lånes på biblioteket, den skal blot bestilles hjem.


"Jeg bruger en del af Ullas sange i mit arbejde med kirke, børn og musik, da de er skrevet på et sprog, som børn kan synge med på. Min yndlingssang er Jonas og hvalen, som jeg bruger til forskellige aldersgrupper og børnene elsker den. Vi gemmer os under tørklæder eller en stor faldskærm og kommer frem, når Jonas beder til Gud om at smide ham ud."  Doris Vest Steen (Kirke- og kulturmedarbejder).


Bestilling af sangbøger

Du bestiller sangbøger ved at sende en e-mail til ulla@toneleg.dk med navn og adresse samt titel på sangbog og det antal du vil købe. Så sender jeg dig bøgerne sammen med en faktura. Bøger sendes med Post Danmark, og levering koster 15,- kr. Du har 14 dage til at betale ved bankoverførsel eller MobilePay. Det er vigtigt, at du oplyser dit faktura nr. ved betaling. Ønsker du at få skrevet en sang specifikt til dit arrangement, eller er du interesseret i noder/tekst til en af de sange der endnu ikke er udgivet - er du velkommen til at kontakte mig!